FLONIDAN får ny direktør
Horsens, 30. marts 2021
FLONIDAN får ny administrerende direktør. Efter fem år i spidsen har Sten Dyrmose valgt at forlade sin stilling som CEO for det 60 mand store firma i Horsens. Ny direktør er Karsten Omann, som overtager posten med øjeblikkelig virkning. Karsten Omann er rekrutteret internt i virksomheden, hvor han har arbejdet som COO og medlem af topledelsen siden 2019.
FLONIDAN, som er ejet af den danske koncern AVK, får ny administrerende direktør. Karsten Omann overtager stillingen efter Sten Dyrmose, der har opsagt sin stilling.
“Efter den skelsættende ordre fra Holland i 2016 er FLONIDAN påbegyndt en vækstrejse og har allerede gennemgået en markant forretningsudvikling,” siger bestyrelsesformand Hans Ottosen, som selv sad i direktørstolen frem til 2016 og ledte forhandlingerne frem mod ordren fra det hollandske energinet-konsortium SMM. “Bestyrelsen og AVK har haft et fremragende samarbejde med Sten Dyrmose, og vi er stolte over de resultater, der er opnået i de fem år. Vi respekterer Stens ønske om nye udfordringer og ønsker ham succes i sit nye virke. Karsten Omann har været et naturligt valg til topposten i FLONIDAN. Han har stor indsigt i branchen, og sammen med ledergruppen og virksomhedens medarbejdere vil han kunne fastholde fokus og tage os videre til det næste trin på vores strategiske rejse. Vi ser frem til at udvide vores internationale forretning yderligere.”
Fokus på både Europa og Asien
Karsen Omann glæder sig til sin nye rolle og ser et stort potentiale for fortsat udvikling af firmaet.
“FLONIDAN har været inde i en stærk strategisk udvikling de seneste år, og vi har et klart mål for de kommende år. Vores vigtigste opgave nu er at fastholde et skarpt fokus på de europæiske markeder samtidig med, at vi udvider og accelererer vores forretning i Asien. Jeg ser frem til min nye rolle og til at samarbejde med alle medarbejderne i FLONIDAN, bestyrelsen og ejerne i AVK. Og jeg glæder mig især til at fortsætte samarbejdet med vores gode partnere og kunder og høre mere om deres tanker og forretningsbehov,” siger Karsten Omann.
Karsten Omann tiltræder kort efter, at FLONIDAN præsenterede et rekordregnskab, men i samme åndedræt udtrykte moderate forventninger til det kommende år grundet Corona, som medfører markante fald i installationsrater for gasmålere.
Nye udfordringer i vente
Efter fem år som administrerende direktør for FLONIDAN er det tid for Sten Dyrmose at rykke videre.
“Det har været en vanvittig spændende opgave at lede FLONIDAN - med masser af forandringer og nye tiltag. FLONIDAN har opnået en markant markedsposition som et internationalt agerende selskab, der betjener meget store kunder med meget store styktal. Jeg er meget stolt over, at FLONIDAN har et så kompetent lederteam, der også har kunnet frembringe en ny og stærk direktør. Jeg er overbevist om, at FLONIDAN er i de bedste hænder med Karsten ved roret, og jeg ser frem til at følge selskabets videre vækst og fremgang fra sidelinjen,” siger Sten Dyrmose.
Om Karsten Omann
Karsten Omann blev hentet til FLONIDAN i 2019 som COO med det fulde ansvar for FLONIDANs produktion, NPI, indkøb og logistik.
Før ansættelsen i FLONIDAN arbejdede Karsten Omann i en kortere periode som Interim Managing Director for KK Wind Solutions polske fabrikker, hvor han også varetog stillingen som Head of Logistics. Tidligere har Karsten arbejdet som COO for BB Electronics såvel som Vice President for Operations and Service hos Spectralink.
Kasten Omann er uddannet Cand. Scient fra Aarhus Universitet. Han bor i Risskov med sin kone Ulla og har fire voksne døtre. Blandt fritidsinteresserne er tennis og vedligeholdelse af huset fra 1922.
Nyhedsbrev
Udfyld navn og email for at tilmelde dig vores nyhedsbrev og modtage nyheder om FLONIDAN og smarte gas- og vandmålere på månedsbasis.
Vores håndtering af dine persondata følger vores Privatlivspolitik.