Udsholt Vandværk
Man fornemmer det hurtigt, når man henvender sig. Det er erfarne mænd og kvinder, med mange års branchekendskab, som styrer driften på Udsholt Vandværk. Birgith er ansvarlig for fakturering og kontaktdata; Peter og Per står for aflæsninger og målerskifte, og Ivan, som har det overordnede ansvar for driften, styrer slagets gang både fra kontoret og fra mobilen.
Udsholt vandværk ligger i Gribskov kommune på Nordsjælland og betjener ca. 5000 forbrugere, -langt størstedelen ejere af sommerhuse, beliggende ved Udsholt og Smidstrup Strand ud mod Kattegat. Vandværket blev bygget i 1964, men er blevet udvidet og renoveret hele 4 gange siden. I dag har værket og dets 4 fastansatte til huse i nye lyse lokaler i udkanten af Udsholt.
Også ledningsnettet bliver løbende renoveret - efter behov og i jagten på vandspild.
”Vores ledningsnet er mærket af tidens tand og vi er derfor ekstra fokuseret på at holde vores vandspild nede”, siger Ivan Begtrup, som har været driftsansvarlig på vandværket i snart 2 år.
Det gør de bl.a. ved at aflæse sektions- og forbrugsmålere på kvartalsbasis og ved at være ekstra opmærksom på tegn på lækager og pludselig forøget forbrug. Og et af de vigtige værktøjer i jagten på vandspild er TEMETRA systemet, som gør det muligt at aflæse alle målere fra bilen ved hjælp af en tablet eller smart phone.
”Vi valgte egentlig TEMETRA systemet for at kunne klare årsaflæsningen nemmere og mere sikkert. Men i dag bruger vi det lige så meget som et hjælperedskab i dagligdagen”, siger Ivan.